Daglig leder til EOR

24-11-2023

For at sikre stabilitet og dedikation til at få EOR til at blive en attraktiv rideklub og opstaldningssted, har vi besluttet at ansætte en daglig leder til at stå i spidsen for opgaven.

EOR har været igennem en turbulent tid med skiftende bestyrelser og usikkerhed om den økonomiske situation. Vi har i bestyrelsen truffet beslutning om, at vi fremadrettet skal satse på den klubånd, som pt. blomstrer og hvor alle bakker op og bidrager til at skabe et dejligt frirum, hvor vi kan nyde vores heste og fællesskabet.

Vi glæder os meget til at tage imod Berider Allan Laudrup, som daglig leder på EOR pr. 1. december 2023.

Allan er allerede et kendt ansigt på EOR, da han varetager volti-undervisningen, og vi glæder os meget til nu at udvide samarbejdet. Allan har med sin baggrund som berider solid viden om hestevelfærd, drift af rideskole og klub og kan varetage undervisning af både dressur- og springryttere.

Allan skal stå i spidsen for at få rideskolen til at blomstre op og sætte klubånden i centrum på EOR. Allan vil have sin daglige gang på EOR, både som daglig leder for vores dygtige personale og som underviser for privatrytterne, ligesom han også selv vil have heste opstaldet her.

Vi ser frem til et spændende og blomstrende kapitel for EOR og alle dets medlemmer. 🥳