På EOR har vi søsat et nyt spændende tiltag - nemlig JUNIOR NIGHT! Nogle af tankerne bag projektet er, at vi - udover at styrke sociale relationer - også ønsker at dyrke konceptet “at gå til hest” fremfor “bare” at gå til ridning. Vi er ret sikre på, at ungerne satte pris på initiativet og nød en aften med hestenørderi til den helt store guldmedalje.
JUNIOR NIGHT - HVAD ER NU DET?
Hvis du var på EOR her til aften, så kunne du ikke undgå at se og høre dem - alle vores skønne elev- og juniorryttere, som var samlet til en hyggelig og lærerig aften med masser af hestenørderi på programmet.
På EOR er vi meget bevidste om, at man ikke bare “går til ridning” - hos os “går man simpelthen til hest”! Det er nemlig super vigtigt og spændende at lære om alt det andet, som også hører med, hvis man en dag er så heldig at få sin egen hest (eller hvis man bare gerne vil være en rigtig ægte hestenørd).
Temaet for vores første Junior Night var foder - og vi var så heldige at Stine Beeson, som snart er færdiguddannet veterinærsygeplejerske, kunne holde et lille oplæg for de 22 fremmødte deltagere. Stine havde linet op med et bredt udvalg af forskellige former for hestefoder - så der var rig mulighed for at se, dufte og mærke - og mon ikke alle fik en god forståelse for, hvor vigtigt det er, at vores 4-benede venner får det rigtige at spise. Der blev talt om grovfoder kontra kraftfoder - og den fine plakat med hestens huld fra Hestens Værn indgik også i oplægget.
Fra “teori-lokalet” gik turen videre ud i stalden, hvor alle staldens heste ventede på aftensmad. Lena og Tina stod klar med fodervogn og hø/wrap - og så blev der ellers studeret fodertavler og tildelt kraftfoder og grovfoder til alle de sultne heste.
Da alle heste var fodret og staldgangen fint fejet, så var det også blevet fodringstid for de 2-benede. Efter aftensmaden var der film med Black Beauty og hygge på programmet - og enkelte deltagere fik også lige luftet kæphestene lidt, så de ikke blev snydt for opmærksomhed🐴🥰
Vores næste Junior Night er med overnatning, så sæt allerede nu ❌ i kalenderen d. 23.08.24 - mere information kommer🐴🥕🏇🏻
Tusind tak til alle der har hjulpet til ved aftenens arrangement🥰🙏🤓🐴